header image

Patienterne fortæller

 

"Vores tvillinger Ludvig og Karoline er født med cerebral parese, dvs. at de er spastiske. Derfor blev vi anbefalet, at de skulle gå til Ridefysioterapi. De har nu gået til Ridefysioterapi hos Dorte i snart 3 år.


Der er altid en god stemning, både bagryttere og trækkere hygger om børnene, så det altid er en god oplevelse for vores børn. Vi sender dem trygt afsted på tur i området, hvor hestene roligt rider, mens børnene snakker og hygger sig.


Under kyndig overvågning og vejledning af Ridefysioterapeut Dorte Spanggaard, får børnene individuel træning efter behov. Nogle børn rider selv, mens andre har behov for bagrytter. Børnene udfordres med lege, og stillinger på hestene næsten uden at børnene opdager at de træner.
Vi glæder os til fortsat træning, leg, hygge og gode grin".

 

Mette Damm Kirk, Ludvig og Karolines mor

 

 

 

"Stejler den?"

"NEJ!"

"Godt-jeg er klar"...

 

Det var indledningen til det, der skulle vise sig, at blive mit største frirum og komme hjem i min krop. Jeg er udfordret af dystone spændinger og føleforstyrrelser.

Alt for mange signaler og manglende signaler neurologisk. Når jeg sidder på hestens ryg forsvinder rigtig meget støj fra mit system, og jeg kan være. Med og i det der er.

Jeg genfinder ressourcer i velkendte og nye former.

 

Oplevelsen af at lægge mine hænder på hesten og mærke varmen forplante sig, giver en ro på hele mit system. Den varme og de bevægelser, som jeg modtager fra hesten spreder sig i hele min krop i forskellige frekvenser som tonus normaliseres, i flere timer nogengange, bedre gangfunktion, mere bevægelighed og ro. Jeg kan overføre til min hverdag, at kunne ride selv med fokus på kropslig udtrætning og mental dosering kontra håndtere hverdagens udfordringer.

 

Kan jeg ride selv, styre, fokusere, klare kegler på banen- så kan jeg også lave mad uden det brænder på! Det at forene kropsfornemmelser og kropsoplevelser til bevidsthed som et helt menneske, er det smukke, der sker hver gang jeg træder ind til en time på hesteryg. Rummet, menneskene, fællesskabet og ikke mindst hesten. Det helt særlige bånd, af at sanse og blive sanset i kontakten med hesten- i hele samspillet med alle facetter på mit indre og ydre plan.

 

Blive guidet og lade sig guide af Ridefys, balancen mellem at blive udfordret til mere eller mindre. Begge dele er lige udfordrende, men trygheden i at der ikke findes rigtigt og forkert giver rum. Kunne grine. Kunne græde. Kunne være. Som handicappet er det til tider svært at være. Både i ens eget hoved og i omgivelserne, for ikke at nævne samfundet som det store overordnet rum. Alt det forsvinder for mig, når det er tirsdag. Det forsvinder for hele min familie og mine venner

For tirsdag er ugens bedste dag. Altid. For der er det Ridefys dag. Dagen, hvor spændinger og smerter bliver håndterbare. Tanker bliver erstattet af sansninger. Sansninger, der bliver til bevidsthed. Bevidsthed, der bliver til hverdagsredskaber. Hverdagsredskaber, der bliver til, at være. Være med og i det der er. Nuet. Stunder. Øjeblikke.

 

Der bliver til en helhed. Af liv. Af mig. Et anker. En kaj. TAK!